Malte Tellerups roman Hedeselskabet fra 2020 er et lille nedslag i dansk kultur om mennesker og mangfoldighed i en vestjysk flække. Omkranset af svineproduktion og minkfarme slår tre unge københavnere sig ned og forsøger at virkeliggøre et idealistisk projekt, som aldrig forklares helt til ende.

Af Josefine Harboe

Hedeselskabet henviser til den slidte landejendom som romanens fortæller, Tobias, flytter ind i med sin kæreste Viktoria og nære ven Tobias. En treenighed af stærke følelser, store drømme og seksuelle spændinger.

Viktoria underviser på forfatterskolen i Holstebro og giver på den måde et økonomisk råderum til at Tobias kan skrive og Andreas genoptage malerkunsten. Det er tydeligt at udflytningen har politisk karakter, men hvilken er endnu diffust.

Måske vil de tættere på naturen, måske vil de bryde deres kultiverede storbyboble, men spørgsmålet om hvad der holder dem i udkanten af samfundet, når deres indbyrdes relation smuldrer, sidder læseren undrende tilbage med. 

Der hvor romanen fungerer særligt godt, er i de alsidige beskrivelser af personerne. 

“Fire drillende ansigter kigger på os, da Mikael siger, at det fandme er sjovt, at nogen ved Viborg har sat et vejskilt op, der peger sydpå med ordene Syrien 4844 km. Ingen af os griner. Jeg kan se på Viktoria, at hun er vred”

Kultursammenstødet er hårdt og præget af mangel på forståelse fra begge parter. Det er nemmere at udstille det småracistiske og uoplyste, fordi det så tydeligt møder moralske udfordringer. Men denne fremstilling fungerer netop fordi perspektivet ikke er begrænset til wokeness og korrekthedspolitik. Der er også et vist snæversyn, over en ung københavner der nægter at forstå, dem der ikke ligner dem selv. Tellerup bevæger sig elegant fra de seksuelt flydende, nypolitiske og kreative unge, til de fåmælte vestjyder, hvor landbruget er dét som livet har at tilbyde.

Dette kultursammenstød beskrives præcist og rammende, uden at være karikeret, fordi den skarpe kontrast udstiller begge typers skrøbeligheder. Vestjyderne der klamrer sig til det hårde arbejde for at undgå at forholde sig til livets udfordringer, og de unge københavnere der knapt kan formulere deres formål med udflytningen, med det pulserende følelsesliv der hele tiden kommer i vejen. 

Der opstår en særlig ømhed i relationen til deres udlejer, Mads, og hans thailandske kone, Phueng. Vi kender typen. Vestjysk midaldrende mand hvor kærligheden ikke lykkedes, og han i stedet fik hentet et kone hjem fra Thailand. Men parret rummer en skrøbelighed, som vi indvies i fordi Tellerup ikke bruger dem som romanens sjove indslag eller samfundskritiske stemme. De optræder som mennesker, vi føler med og for. Phuengs mor dør i en ulykke i Thailand, og det sætter gang i en eksistentiel krise. Hun var rejst til Danmark for at økonomisk forsørge en mor, der nu ikke engang findes mere. Hvad er meningen nu med det ægteskab?

Disse afsnit er præget af en enorm hjemve og længsel.  Phueng mangler så desperat nogen at snakke med, og den fåmælte og dialekttunge Mads møder ikke dette behov. Man får næsten selv ondt i maven, ved beskrivelserne af de grå omgivelser og den kølige vestjyske kultur.

I Vestjylland er landmænd og svineavlere stadig underlagt naturen og følger sæsonerne, hvilket romanen stilistisk forsøger at gengive. Vi lander på Hedevej første gang i starten af året. Foråret er på vej, markerne spirer og stemningen er forventningsfuld i det lille kollektiv. Vi præsenteres allerede her for alt hvad der kan gå galt, kulturchok og kontroltab, men Tobias næres af sin forelskelse til omverdenen.

Både de skønne naturbeskrivelser og kærligheden til Viktoria og Andreas. Men så brister boblen. “Høsten bliver en ren tragedie” fastslår Tobias, og som sommeren går på hæld, lurer en mørk vinter forude. Naturen bliver hård og kold, pengene slipper op og det drømmende overskud vi mødte først i romanen er svundet ind til bitter kedsomhed og frustration. 

Romanens sidste del er anderledes end resten af bogen. Tobias sidder alene tilbage i huset på Hedevej efter et stort sammenstød med Viktoria og Andreas. Der er ikke mere varmt vand, indtægten har Viktoria taget med sig, og uden for banker en bidende vinter på. Tobias tager et lavtlønnet job som træskærer. Beskrivelserne af det brutale arbejde er ubehagelige, men har også politisk karakter på en anden måde end romanen har haft hidtil. Det udpensles hvilket samfund, vi er kommet til. Indtægterne er livsnødvendige, og når man ikke har en uddannelse, tvinges man i et timelønnet arbejde med overtid og arbejdsskader. Hvem passer på disse mennesker?

Tobias er heldig, og som læser har man tiltro til, at den unge mand nok skal klare sig. De hårde måneder fungerer måske endda som stof til næste kreative skriveudfoldelse. Den løftede finger peger mod dem, der ikke har et alternativ. Det faktum at der i Danmark findes mennesker, der slavebindes af deres arbejde, og hvor der ikke er et socialt netværk eller en fagforening af trække på. 

Malte Tellerup rammer hovedet på sømmet når karaktererne opstår og udpensles, og det er her, Hedeselskabet brillerer. Romanens projekt lykkes ikke som planlagt, men den lægger op til refleksion. Hvad er det egentlig vi fylder vores liv med og for hvis skyld?

The Whale bliver båret af Brendan Frasers skuespil og fremstiller et nuanceret billede af overvægtens kvælende kammer. Desværre stopfodrer den sine seere med, hvordan det skal føles at være et menneske i krise, og derfor er den hurtigt glemt. 

Af Josefine Harboe

The Whale udspiller sig i skrivelæreren Charlies lejlighed, i et dunkelt lys, der ikke lader sig påvirke af om solen skinner eller regnen siler – sidstnævnte er dog gældende det meste af tiden. Hans undervisningstimer foregår online, og hans webcam er slukket, så hans studerende ikke skal opdage, at han er livstruende overvægtig.

Overvægten er ikke simpel, og The Whale viser mange facetter af det tunge fængsel, Charlie befinder sig i. Det er ikke kun tab af kontrol, der er på spil. Tværtimod er mad et meget aktivt redskab til at fodre selvhadet, når Charlie sluger pizzaslices mens hans kinder glinser af olie og blikket bliver tomt. Det er sanseligt, og det er for meget. Man får lyst til at kigge væk, men det føles forrådende overfor en hovedperson, hvis familie har gjort netop det.  

Det går hurtigt op for seeren, hvorfor vi ikke bevæger os udenfor lejligheden. Pizzabuddet efterlader som vanligt to store pepperonipizzaer på balkonen udenfor og tager pengene i postkassen, og så zoomer kameraet ud og vi ser at lejligheden befinder sig på første sal for enden af en trappe. En trappe som Charlie på et ikke angivet tidspunkt har begivet sig op af og aldrig er kommet ned af igen. Et rammende billede på de fængslende rammer i Charlies liv. 

The Whale søger ekstremismen. Man fristes til at skyde skylden på amerikanernes behov for yderligheder, når Charlie ikke kan nøjes med at være for tyk, men nærmest latterliggøres i en krop han knapt kan bære, når han skal rejse sig fra sofaen. Selvom det tydeliggør, at Charlie har mistet sit livsgrundlag, er det på den anden side billigt købte point at skabe en stemning omkring en mand, der sygner hen i en dunkel lejlighed, han ikke kan slippe ud af. 

Brendan Fraser spiller indlevende og overvældende. Både når de fysiske brystsmerter nærmest stråler gennem skærmen, og det konfliktfyldte møde med datteren Ellie. Det er ikke kun den enorme krop, som er overbevisende, men portrætteringen af skam og skyld. 

Flere amerikanske medier kalder præstationen for Brendan Frasers livs rolle, og han høstede en Oscarstatuette for bedste mandlige hovedrolle i søndags. Der er da også lagt op til de helt store følelser, men man sidder tilbage med en følelse af at være blevet forklaret, hvor store følelser der er på spil. Scenerne udpensles for groft, og karaktererne fremstår flade.  

Som parallelt spor til filmens handlingsforløb, læses der højt af en boganmeldelse af Moby Dick. Ja, hvalfangeren minsandten, og det billede er for letkøbt til at det tilfører historien noget som helst. 

Det er det visuelle, sanselige der bliver hos seeren, når lysene tændes. De stille øjeblikke, hvor Charlie er efterladt med sit glubende selvhad med svedperler på panden og skjolder under armene. Dialogen er tenderende til pædagogisk, og The Whale forventer for lidt af publikums abstraktionsniveau, og derfor lægger man refleksionerne væk, inden man har forladt biografsalen.  

Anden sæson af Operarejsen er løbet over skærmen på DR, og de tre charmerende værter fortsætter det dynamiske venskab, som både er oplysende og underholdning i særklasse. 

Af Josefine Harboe

Vi leger stadig, at Operarejsen er én lang inspirationstur, som skal lede Allan Gravgaard Madsen på sporet af sit næste store mesterværk. Med sig har han sine kumpaner Frederik Cilius og Rasmus Bruun. Man kan mærke at de har lavet sketchens sammen et utal af gange for det hele er overbevisende og naturligt.

De har sløjfet autocamperen fra første sæson og står nu ved, at de bruger en stor bunke licenskroner på at flyve rundt om i Europa og producere tv. Og gudskelov for det. 

Det fantastiske ved Operarejsen er den naturlige dynamik mellem værterne. Jovist har de arbejdet sammen i mange år, men det er alligevel tydeligt at den første rejse har bragt dem tættere sammen.

De tre værter skal på køretur i hundeslæde i et rigeligt snedækket Finland. Hundeføreren forklarer, at en af dem bliver nødt til at køre med på hans slæde, hvilket både Frederik og Rasmus svarer med at pege på Allan: det skal han. Vi kender værterne efterhånden, og derfor er det svært ikke at trække på smilebåndene over scenen, hvor man selv havde forudset, at den meget neurotiske Allan selvfølgelig ikke skal styre en hundeslæde uden professionel hjælp. 

De tre er den perfekte symbiose af neurotik og snusfornuft, snobberi og folkelighed. 

Oplysningselementet kommer man ikke udenom, men operaelementerne forklares, så serien ikke taber selv de mindst kyndige seere. De kommer selv fra meget forskellige musikalske baggrunde. Frederik er konservatorieuddannet og et omvandrende leksikon af informationer og anekdoter. Allan er komponist, udøver af musikken, men det er mere personligt for ham, og han deler mindre ud af, hvad der optager ham. 

Rasmus er nybegynder, men ikke på en påtaget ’Nu tager jeg seeren i hånden og stiller de dumme spørgsmål for jer ’-agtig måde. De tre diskuterer operaoplevelserne på lige fod med hinanden – og med seeren. Det er ikke fordummende eller forklarende. Det er passioneret, og det smitter. 

Det er strålende Tv-billeder, når Allan trækker Frederik på et æsel efter sig med Siciliens bakkede landskab i baggrunden. Jeg tør ikke tænke på, hvad det har kostet. Ikke kun i flybilletter og operakoncerter, men skaldyrsfade, belgisk chokolade, og champagne i hyppige og generøse mængder. Men åh hvor det fungerer.

DR har ligeledes haft høje seertal af programmet ’Feldthaus og Bagger taber masken’, hvor Lærke Bagger og Christine Feldthaus rejser Norden tynd i jagten på det vildeste strik med pindene solidt plantet i traditionerne. 

Selvom Nak og Æd eller Anne og Anders stadig har en vis underholdningsværdi, bliver man taknemmelig for, at DR har valgt at udvide deres repertoire af underholdningsprogrammer, hvor den primære drivkraft er værter med god kemi.

Operarejsen er en smuk symfoni af gode grin og oplysning, man rent faktisk er investeret i. Det er formentlig ikke rocket science for operakyndige, men det er underholdende uden at være fladpandet, og værterne er godt på vej til at blive en meget folkekær trio. 

Hver uge dykker 13 pensionerede og passionerede mennesker ned i gamle tekster skrevet med gotisk håndskrift. Skrivestilen blev udfaset for snart 200 år siden, men historierne, der gemmer sig bag de snørklede bogstaver, får nyt liv i et kursuslokale på fjerde sal.

Af Josefine Harboe

”Kære Conrad” begynder et mere en to århundreder gammelt brev fra en hustru til sin savnede ægtemand. Jesper Nødholm sidder med teksten for første gang og læser højt med en hakkende rytme. Den gotiske håndskrift, skrevet med dansende blæk og i følelsers vold, er flere steder svær at tyde. Han rømmer sig, men inden stemmen falder på plads, bliver han afbrudt. 

”Jesper, jeg tror ikke, at du skriver kærestebreve ret tit,” siger Svend-Erik. Klassen griner, og selv en stilfærdig mand med et tykt moustache klukker med, så skæggene dirrer. 

Teksten er fra et privatarkiv og anledningen er den ugentlige undervisningstime i Gotisk skriftlæsning for meget øvede. I et FOF-lokale i Søndergade i Aarhus, mellem en kebabbiks og en højloftet butik med kaffekapsler, hjælper Svend-Erik Christiansen 13 pensionerede mænd og kvinder med at terpe gotiske bogstaver. 

Den unge slægtsforsker

Svend-Eriks interesse i gotisk skriftlæsning blev vakt, da han som syttenårig startede på et undervisningshold i slægtsforskning med en håndfuld ældre mennesker. Her fik de udleveret kirkebøger og gamle attester, de kunne bladre igennem. 

”Da jeg åbnede bogen, tænkte jeg, det var da lige godt ærgerligt, at jeg har fået en, der ikke kunne læses. Jeg gik i gymnasiet og synes ellers, jeg var en lærd person,” fortæller han med et indforstået grin. 

Han tog mod til sig og spurgte sidemanden, om han kunne tyde de krøllede kragetæer. Og det kunne han, for der var ikke tale om sjusk, men om gotisk skriftsprog. Et svundet skriftsprog, som Svend-Erik satte sig for at lære og har undervist i siden 1986.  

En uvorn skoleklasse

På bordet i det aflange klasselokale ligger et stofetui i solsikkeblomstret mønster. Jesper har netop trukket et hvidt forstørrelsesglas op herfra, som han nu tager i hånden og metodisk undersøger teksten foran ham med. Teksten er en efterlysning på en arrestant med spids næse, bare fødder og rød hue fra Ribe Amt fra 1820.

Man kunne godt forveksle undervisningsholdet med en skoleklasse. Der bliver grint undervejs, de afbryder hinanden og giver rettelser og drillerier, hvis sidemanden ikke har forstået stoffet korrekt. 

Jesper diskuterer med sidemanden, hvor længe han har dyrket den gotiske skriftlæsning. Han mener det er knap 20 år.  

”Det kan ikke passe,” afbryder hun. ”Jeg startede i 05, og jeg havde været med halvandet år, da du startede.”

Fremmedsprog på dansk

”Hvis man skyndte sig for meget, ville blækket klatte til alle sider, derfor er teksterne mere sirlige, når de er skrevet med fjerpen,” forklarer Jesper Nødholm.

Det blev straks værre, da stålpenne blev hvermandseje og erstattede fjerens duglette aftryk i midten af 1800-tallet. Det nye redskab optimerede tiden, og håndskriften bar præg af dette. Det gik hurtigere, og bogstaverne blev særegne efter den person, som havde skrevet dem. Nogle hælder mere til venstre, prikken over i’et flyder ud og ligner til forveksling apostroffen over det gotiske c. 

Jesper følger linjerne på papiret med lille- og pegefinger, så han ikke taber trådet i labyrinten af fremmede bogstaver. Papiret foran ham er prydet af små skrifttegn med buer og spidser, prikker og små vink. Ø ligner til forveksling en violin med buttet krop og slank hals, og selvom f er til at kende, gør det kursiverede udtryk, at man får lyst til at udtale det ved hjælp af store gestikulationer med hænderne. 

De gotiske bogstaver skal tydes og ikke oversættes. Der er tale om en skrifttype og ikke, som man måske skulle tro, et sprog. Det er danske tekster, skrevet indtil det moderne skriftsprog antikva overtog omkring 1860. 

Patchworking

Langs den ene væg i lokalet hænger et stort quiltet tæppe. De blomstrede stoffer er stykket sammen til klokker arrangeret i et system af lige rækker på tværs og på langs, og indeni hver klokke er navne broderede. Tove, Bente, Anni. I skriftlæsningen foregår en lignende type patchworkarbejde, hvor mere eller mindre meningsfulde sætninger stykkes sammen ord for ord.

Oplæsningen er nået til den ældre herre med overskæg, som skal læse fra en beretning om Styrmand Becks død og levnedsløb fra 1800. Han støder på ordet indigestion, som han udtaler med gammeldansk staccato og en smule usikkerhed i stemmen. 

Her bryder underviser Svend-Erik ind, som mener, at det må have en forbindelse til de kiks, han af og til køber. Digestive. Det er vist noget med fordøjelsen, og forklaringen godtages med små nik i klasselokalet. 

Besværet værd

Svend-Erik samler på gamle eder og bandeord, som han ofte finder i politirapporter. Grønsnottet hvalp og torsk er blandt favoritterne. Han har en forkærlighed for de små kuriøse historier, der dukker op i de gamle tekster. 

”Jeg kan huske en, hvor politiet var rykket ud til et ægtepar, der var kommet op at slås om, hvorvidt det var den 12.- eller 13. søndag efter Trinitatis,” fortæller han. 

Slægtsforskningen er den helt store drivkraft for den gotiske læsning, men det er ikke uden indsats. Deltagerne på kurset har brugt årevis på at læse gamle familiedokumenter, og alligevel er der huller. Derfor høster det endnu et grin fra lokalet, da Svend-Erik beskriver en scene fra et nybegynderhold. 

”Efter første lektion, kommer en kvinde op og spørger ’Hvad skriver jeg, for at få printet min slægt ud?’. Det er altså ikke sådan, det fungerer.”

Men det er besværet værd, og interessen kommer helt af sig selv. 

”Man bliver helt opslugt, fordi det er så spændende,” siger Jesper, og Svend-Erik stemmer i. ”Vi er en slags detektiver i eget liv.”

Den enorme Bestsellerkoncern har mange gode intentioner om at være en endnu mere bæredygtig virksomhed, men deres forretningsmodel med mange kollektioner og hurtig mode spænder ben for dem.

Bestsellers pressechef, Kasper Reggelsen, forholder sig til fast fashion.

Af Josefine Harboe

Bestseller-koncernen har skåret 81% af deres CO2-udledning ved at omstille til biobrændstof og med opførslen af en solcellepark i Holstebro gennem moderselskabet Heartland. Men virksomheden er hverken klimaneutral eller bæredygtig.

Den helt store udfordring ligger i selve Bestsellers eksistensgrundlag: at producere tøj i store mængder. Virksomheden har en målsætning om, at åbne 100 nye Only-butikker de kommende år og dermed udvide produktionen. Ifølge Pressechef i Bestseller, Kasper Reggelsen, sker dette ikke ukritisk.

”Vækst betyder mere udledning, så det er klart, når vi har en ambition om at blive større, tage flere markedsandele og sælger flere produkter, at vi skal være endnu bedre og mere ambitiøse,” fortæller han.

Fast fashion

Tøjindustrien står for mere end 10% af verdens samlede CO2-udledning, men alligevel er branchen i vækst. Nogle tøjmærker opererer med 52 kollektioner på ét år og er på den måde med til at definere mode som noget midlertidigt. Begrebet har fået navnet fast fashion, og er stærkt kritiseret i klimakampen.

Ifølge Kasper Reggelsen er det dog ikke umuligt at forene sin store virksomhed med bæredygtige principper.

”Men det stiller større krav til, at vi træffer de rigtige valg på andre områder,” siger han.

Markus Hatting fra tænketanken Tekstilrevolutionen, der kæmper for en bedre tekstilindustri, mener, at det forholder sig lidt anderledes.

”Vi ville sige, at der ikke findes bæredygtig tøjproduktion, der ikke har et aftryk på miljøet.”

De knapper, man i stedet kan skrue på, er, hvor længe tøjet holder, og hvor meget det bruges. Tekstilrevolutionen ønsker at virksomhederne satte større fokus på at skabe tøj i bedre kvalitet i tidløse designs.

Et ønske om lovgivning på området

”Jeg ser ikke et problem i at være en stor virksomhed og gøre ting bedre. Jeg ser et problem i en fast fashion-model og at gøre ting bedre,” fortæller Markus Hatting.

Han mener, at reel forandring kræver lovgivning, der gør klimabelastende mode til en dårlig forretning.

”Fra et ‘vi skal ændre verden’ niveau, ville det være for skrøbeligt kun at lægge ansvaret hos virksomhederne,” siger han.

I 2020 blev Anna Rahr forladt af sin kæreste og kastet ud i en hjertesorg, der jævnede hendes hidtidige liv med jorden. Nu kæmper hun for, at knuste hjerter skal tages mere alvorligt, og hun er ikke alene.

Af Josefine Harboe

Langs det store spejl i entréen ligger solbriller og små tørklæder på række. I en hastig bevægelse tager Anna øreringe i, mens hun beklager, at hun endnu ikke har gjort sig helt klar.

Hun sætter sig ved det aflange egetræsbord i stuen og skænker et glas cola. ”Er det okay, jeg lige lægger det her på?” spørger hun og vifter med en lille gennemsigtig flakon med olie. ”Jeg plejer egentlig at få lavet negle, men de bliver så ødelagte af det bagefter,” forklarer hun, mens hun sirligt lægger olien på de bare negle, og stritter med en finger prydet af en tatovering af tegneseriefiguren Hello Kitty. Anna gør sig umage med sit udseende og går op i at passe på sig selv. Men sådan har det ikke altid været.

For snart to år siden blev Anna Rahr kastet ud i en længerevarende depression udløst af, at hendes ekskæreste gik fra hende. I månederne der fulgte, havde hun knapt overskud til at stå op om morgenen, så hun endte med at måtte sygemelde sig fra sit arbejde og flytte hjem til sin mor.

I dag er hun startet på sin drømmeuddannelse og har skabt et liv, der giver mening, men vejen dertil var brolagt med identitetskrise og angst. Det er blevet vigtigt for hende ikke at skabe en fortælling om kærestesorg, som noget man kommer styrket ud af, men som en reel sorg. Hun er ikke alene om at ville anerkende omkostningerne ved et knust hjerte.

Den kemiske forelskelse

Der findes faktisk en god forklaring på, hvorfor kærestesorger kan være svære at komme igennem. Når vi bliver forelskede, frigives signalstoffet dopamin i hjernen, som giver en følelse af belønning. Det forklarer den lykkefølelse, der opstår, når man er fysisk sammen med sin kæreste, og over tid vil man kunne udvikle en biologisk afhængighed af hinanden. Men slår man op, stopper den vanlige produktion af dopamin, og afsavn og fortvivlelse tager glædens plads. Man vil her kunne opleve reelle abstinenser efter at være sammen med sin elskede.

Faktisk findes der kliniske symptomer på kærestesorg ifølge psykolog Anne Bräuner:

”Det kan give symptomer, som minder om depression og sorg. Man sover dårligt, har vanskeligt ved at spise, har vanskeligt ved at koncentrere sig. Man mangler lyst til sine daglige gøremål, fordi man hele tiden er i en tilstand af tankemylder omkring bruddet,” forklarer hun.

Det kan aktivere nogle svære følelser i forhold til ens selvbillede, når man bliver forladt, fordi man investerer meget af sig selv i nære relationer.

”Vi ved, at kæresterelationer er et af det steder, hvor folk har rigtig meget kontakt med deres eget tilknytningsmønster. Det kan gøre det enormt vanskeligt at komme videre uden professionel hjælp,” siger Anne Bräuner.

Sorgen bliver til depression

I juli 2020 tager Annas ekskæreste beslutningen om, at de ikke længere skal være sammen. Hun forsøger at give slip og se fremad, men noget indeni hende er gået i stykker.

”Hver dag har jeg i hvert fald én tur hvor jeg er fuldstændig knust og opløst og bare græder og græder og græder.”

I løbet af efteråret forværres Annas situation, og i november får hun konstateret en depression ved en psykiater. Hun mærker, hvordan hendes omgangskreds bliver oprigtigt bekymrede for hende. En dag banker hendes mor på døren til hendes lejlighed på Nørrebro for at hente hende til morens hjem i Viby. De bliver hurtigt enige om, at det ikke er realistisk, at hun flytter tilbage igen, og hun må stoppe på sit arbejde.

Anna ser i dag situationen som sidste udvej før indlæggelse, men det gjorde ikke omstændighederne lettere.

”Der var rigtig meget skam forbundet med det. Jeg syntes, det var så ydmygende, at jeg ikke kunne tage vare på mig selv. Det var følelsen af, at det hele faldt fra hinanden,” fortæller hun. ”Men det er også klart, at når man ikke engang kan overskue at stå op, børste tænder, gå i bad, handle ind og lave mad, så er der lang vej til at skulle tage på arbejde.”

Det var en følelse af, at hendes eksistensgrundlag forsvandt under hende. Parforholdet var ikke kun en sikkerhed i hverdagen, men også en plan for fremtiden og en drøm om, hvad der ventede.

“Det kan godt være at min ekskæreste ikke er død, men det er et menneske jeg mistede. Et menneske, som var en del af  mit liv, som kendte min familie. Han var et livsvidne.”

Anna føler sig heldig med de mennesker, hun har i sit liv. De rækker ud, spørger ind og forsøger at forstå de følelser hun gennemgår. Men den opfattelse hersker ikke overalt i samfundet.

“Jeg tænker ikke, at kærestesorg bliver anerkendt. Mange tænker, at livet går videre, men det gør det ikke uden videre for ret mange. Jeg tror ikke, det ville være acceptabelt, at man ringede og meldte sig syg, fordi man havde kærestesorg,” siger hun.

Gruppeterapi for kærestesorg

En af dem, der forsøger at rykke ved vores opfattelse af kærestesorg, er Loa Mortensen, studenterpræst ved Aarhus Universitet. Hver anden onsdag afholder hun hjertesorggruppe, hvor studerende kan mødes og fortælle åbent om deres oplevelser.

”Jeg oplever, at det er tabuiseret at tale om kærestesorg, hvilket også var derfor vi startede gruppen. For at give det plads, give det lov at gøre ondt,” fortæller hun.

Tabuiseringen gør, at det for mange kan være svært at tage sig den tid, det tager at komme sig over et brud med en kæreste. Det genkender også Anne Bräuner i sit virke som psykolog. ”Jeg møder flere klienter, der bliver spist af med, at der er flere fisk i havet,” fortæller hun. Men det er sjældent nok, hvis man er ramt af en kærestesorg, der gør rigtig ondt.

”Når man har kærestesorg, sidder man fast i, at man egentlig ikke har lyst til at give slip på det her menneske. Hvis man ikke selv har valgt det, er det enorm voldsomt at investere personligt i et andet menneske og så blive valgt fra.”

Derfor synes Loa Mortensen, at det er vigtigt at give de unge et samlingssted, hvor de kan fortælle om deres sorg til nogen, der ikke er deres familie eller venner.

Gruppeterapi ved dødsfald, forældre med misbrug eller sygdom har eksisteret længe, men hjertesorggruppen i Aarhus er en af de første af sin slags. Loa Mortensen oplever, at de studerende har gavn af at høre hinandens historier. Der er tavshedspligt i kærestesorggruppen, så de unge trygt kan tale. Også uden at blive afbrudt. Men selvom rummet er frit for gode råd og bemærkninger, er det stadig til stor gavn for de studerende.

”Det tager noget af sorgens ensomhed, at man kan se, ’Jeg er ikke den eneste i hele verden, der har det sådan her’.”

Poteterapi

Anna åbner forsigtigt døren til soveværelset, der straks bliver skubbet helt op af en sort snude.

”Hej skat!” udbryder Anna, efterfulgt af et irettesættende ”Ikke spring op” og hun må sætte farten op for at nå den glade labrador, der nærmest hopper ud i køkkenet.

I foråret 2021 begynder Anna at få det bedre. Hendes hverdag er stabil, efter hun er flyttet hjem til sin mor, hun får professionel hjælp, og mærker en ro, hun ikke har haft længe. Sammen med stabiliteten vokser en trang til indhold i hverdagen. Og det kom i starten af maj i form af hunden Nellie, som forandrer det daglige liv fuldstændig.

”Det her med faktisk at skulle tage ansvar. Det kan godt være, jeg er træt eller ked af det, men jeg er nødt til det alligevel. På det tidspunkt i mit liv, var det det helt rigtige for mig. Noget levende og ægte. Og så er det bare en ubetinget kærlighed.”

De praktiske omstændigheder med gåture og hundetræning fylder en del i disse måneder, men det åbner også for en refleksion over, hvad livet kan bruges på.

”Hvad har jeg lyst til i mit liv, uagtet om der er en mand eller ej. Jeg har altid gerne villet have hund. Det, at jeg har taget så stor en beslutning, var lidt et springbræt, der gjorde, at jeg fik mod på at gøre andre ting. Det gav mig en følelse af, at selvfølgelig kan jeg have et godt liv, selvom jeg ikke har en kæreste.”

Ifølge psykolog Anne Bräuner er netop fasen efter bruddet med en kæreste et godt sted at vende blikket indad.

”Alle relationer vi indgår i tilbyder en form for læring omkring os selv, og omkring hvad der sker med os, når vi indgår i nære relationer. Jeg synes, det er oplagt felt til at blive klogere på sig selv og på, om man er underlagt nogle parforholdsidealer, som ikke passer til virkeligheden,” fortæller hun.

Men for Anna har det været vigtigt ikke at skabe en fortælling om kærestesorgen som en udholdenhedstest, hun er kommet stærkere ud af.

”Om jeg er kommet styrket ud af det, ved jeg ikke. Jeg har i hvert fald fundet en værdi i mig selv og noget power i bare at være mig. Men jeg tænker også, at der bor en sårbarhed i mig nu, som jeg ikke ved, hvilken rolle kommer til at spille.”

Hun vender et kærligt blik ned mod Nellie, der gengælder gestussen ved at sidde helt stille og kigge tilbage med mørke hundeøjne.

”Det er ren terapi. Poteterapi, som jeg kalder det,” forklarer Anna med et grin og tilføjer:

”Men jeg føler faktisk, at jeg er blevet mig selv igen. Sådan er det, når man går igennem svære ting. Man kan godt være forandret, men også blive sig selv igen.”

Hunden Nellie hjalp Anna ud af kærestesorg: “Det gav mig en følelse af at være noget værd”

Den anklagede går uroligt rundt i lokalet og henvender sig til en bekendt, der er mødt op. ”Nu kommer alle skolebørnene,” siger han henvendt til en gruppe journaliststuderende, der sidder klar med hver sin skriveblok. ”Det er en kringlet sag, vil I finde i ud af,” siger han spøgefuldt og begiver sig op til sin plads ved siden af forsvareren.

Af Josefine Harboe

Klokken nærmer sig 9:30 i retssal 3 i Aarhus Byret fredag den 8. april. De fremmødte slår sig i sæderne for at overvære dagens retsmøde, hvor en midaldrende mand er tiltalt for vold jf. straffelovens §244 stk. 1 og i forlængelse deraf straffelovens §247 stk. 1, da tiltalte tidligere er straffet for samme lovovertrædelse.

Dommeren og to domsmænd kommer ind i lokalet, og alle tilstedeværende rejser sig. Overfor tiltalte og hans advokat sidder anklageren og gør sine papirer klar, så han kan læse anklagen højt.

Anklagen lyder, at tiltalte har taget hårdt fat om halsen på den forurettede og fortsat, selvom han fik vejrtrækningsproblemer. Herefter vælter tiltalte den forurettede over en bådtrailer, så han pådrager sig mærker på ryggen. Scenen udspillede sig på Kaløvig Bådelaug nord for Aarhus 14. december 2021.

Vidneudsagn

Den første, der skal afgive vidneforklaring, er tiltalte selv. Han sætter sig i vidneskranken, med front mod dommeren, og svarer først på anklagerens spørgsmål efterfulgt af et par uddybende fra forsvareren.

Tiltalte havde søsat sin nye båd fredag 10. december 2021, hvilket han og kæresten ville fejre med en kringle. Da de ikke fik spist det hele, satte de resten til side i et aflåst bådeskur, som kun han og få andre har nøgle til. Da han næste dag vil spise resten, er kringlen væk. Den følgende tirsdag er han igen på bådelauget og ser den forurettede, som han mener har taget hans kringle. Det gør ham så vred, at tiltalte stormer imod forurettede og kalder ham en tyv.

”Det er princippet i at stjæle. Han skylder mig 100 kr.,” fortæller tiltalte.

Tiltalte tager med den ene hånd fat i kraven på forurettede, mens han med den anden holder snoren til sin hund. Dette bekræfter flere vidner i retten.

Da tiltalte er færdig, sætter han sig på sin plads igen, og anklageren henter sit primære vidne; den forurettede part. Der hersker tvivl i skyldsspørgsmålet om, hvorvidt tiltalte tog fat om halsen eller i kraven på forurettede, men ellers minder de to handlingsforløb om hinanden. Adspurgt om, hvorfor han tog tiltaltes kringle, forklarer han, at han blot ville vise en ven rundt i bådeskuret og fik øje på kringlen. Han har fået strenge ordrer på, at der ikke må være madrester i skurene, da de har haft problemer med rotter, så han smed den ud og skænkede ikke episoden en tanke før tirsdag 14. december.

To yderligere vidner afgiver forklaringer, som uddyber, hvordan de to parter skilles ad, og politiet tilkaldes.

Domsafsigelse

Slutteligt læses tiltaltes personlige forhold op, og dommeren og domsmændene forlader retslokalet. Han har dårligt psykisk og fysisk helbred, er tidligere straffet for vold og trusler mod tjenestemand og har ikke arbejdet siden 2011.

Da døren igen går op, er retten klar til en domsafsigelse. Tiltalte dømmes skyldig i vold jf. strfl. §244. Dommen lyder på 60 dages ubetinget fængsel, da tiltalte er tidligere straffet, og han skal desuden betale sagens omkostninger. Retten fastslår dog, at der ikke var tale om kvælertag, men et hårdt tag i kraven på forurettede. Tiltalte snakker kort med sin advokat, hvorefter han modtager dommen uden indvendinger.

Rigtig mange danskere har været så berørte af krigen i Ukraine, at de, udenom etablerede organisationer, har startet egne indsamlinger og hjulpet flygtninge til Danmark. En af dem er Anders Bach Nielsen fra Højbjerg, som søndag formiddag tog på en tungt lastet køretur til den polsk-ukrainske grænse for at bringe en kvinde og to børn sikkert med tilbage.

Af Josefine Harboe

Det åbne bagagerum bugner af fyldte plasticsække. Et lyserødt tæppe med frynser, en grå hulmønstret striktrøje og en varm jakke med et fjällraven-logo på skulderen. Men bilen er ikke pakket til skiferie eller en vindblæsende tur til Vesterhavet. Den er pakket til at hjælpe de tusindevis af flygtninge, der lige nu strømmer ud af det krigshærgede Ukraine.

Krig langt fra hverdagen

Ideen til rejsen starter i Anders’ hjem i Højbjerg. ”Jeg har været på barsel de seneste tre måneder, så nyhederne har kørt næsten hele tiden. Jeg har nok haft mere tid end den gennemsnitlige dansker til at følge med.”

Fredag aften, efter familien har set X-factor, og nyhederne løber over skærmen, blev han alligevel overbevist. ”Jeg ser over på min bedre halvdel og siger: ’Skat, jeg bliver nødt til at komme derned og gøre et eller andet.’”

Anders vidste dog næppe, hvad der ventede ham. Han kørte 12 timer i træk og ankom til Krakow i Polen ved midnat, hvor han efter en enkelt overnatning fortsatte til grænsebyen Przemýsl. Her blev han mødt af kilometerlange bilkøer og et decideret kaos af mennesker. ”Der ringede jeg til min chef og sagde: ”Jeg når nok ikke helt at komme hjem til at tage på arbejde mandag.”

Det lykkedes dog Anders at komme i kontakt med en familie gennem Facebook-gruppen DK hjælper Ukraine. ”Jeg får et kald om en mor og to børn, der har brug for et lift til Danmark,” fortæller Anders. Kvinden hedder Lupa, og fordi hendes søster bor i Sønderjylland, har hun, gennem samme Facebook-gruppe, søgt efter hjælp til at få sin familie til Danmark.

”Jeg havde haft følelserne udenpå tøjet på vej derned, fordi jeg synes det hele er så forfærdeligt. Men da jeg fandt dem, var det vigtigt for mig, at jeg var fattet og tog styringen, så de hele tiden vidste, hvad der skete.”

Anders, Lupa og de to børn kører til Berlin, hvor en af Anders’ bekendte har sørget for et betalt hotelværelse. Her kan de overnatte og få lidt at spise, inden de ankommer til Danmark mandag formiddag.

Hjælpen opstod i en Facebookgruppe

Anders er ikke den eneste dansker, der har taget den lange køretur til den ukrainske grænse, fortæller Jes Didrichsen, der er administrator i Facebook-gruppen DK hjælper Ukraine. ”Jeg startede den simpelthen, fordi jeg stod en aften i frustration og tænkte: ’Hvad kan vi gøre for at hjælpe?’”

Gruppen har i dag over 5000 medlemmer, hvoraf mange, ifølge Jes, bakker op om projektet. ”Det er aktive medlemmer, som både hjælper med donationer af tøj, mad og husly, men gruppen har også tre medadministratorer, som koordinerer større ting, busser, regler for indsamlinger og den slags,” fortæller Jes.

Anders brugte også den lokale Facebook-gruppe 8270 Højbjerg til indsamling af bl.a. dyner, tæpper og jakker. Opslaget røg på Facebook lørdag aften, og halvanden time senere var både tagboks og bagagerum fyldt med donationer. ”Det var så vild en opbakning, der kom så hurtigt.”

Hjemturen

Det var alligevel noget af en opgave at tage imod den fremmede familie og sørge for, at de nåede sikkert til Danmark. ”De skulle også lige se mig an. Det mærkede jeg dagen efter, da de havde sovet, og vi kørte mod Danmark. Der kunne jeg høre lidt grin på bagsædet, og stemmerne løsnede sig lidt. Jeg følte at de blev mere trygge i mit nærvær,” fortæller Anders.

Anders satte den ukrainske familie af i Agerskov, hvor han fik et kæmpe kram af Lupas søster. Han er glad for, at han valgte at tage den lange rejse, selvom han ikke vidste, hvad han havde rodet sig ud i. ”Det viste sig at være det helt rigtige, fordi jeg fik nogen med hjem, som virkelig havde brug for et lift.”

Inge Toftgaard har baghaven fuld af høns og nyder at tage sig godt af dem. Hønseflokken består af flere forskellige racer, som hun har fundet ud af at krydse for at fremavle æg i forskellige, flotte nuancer. Hun faldt over fænomenet ved et tilfælde, men det er blevet en omfattende hobby, som giver hende ro, og får hende ned i gear.

Af Josefine Harboe

21-årige Jacob Lomholt var i 2019 på en telttur i Sverige med sine venner fra hjembyen Silkeborg. De fyldte rygsækkene med udstyr og langtidsholdbar mad og lod deres IPhone blive hjemme. Selvom turene foregår langt fra hverdagen, har Jacob taget nogle af glæderne med sig hjem.