Malte Tellerups roman Hedeselskabet fra 2020 er et lille nedslag i dansk kultur om mennesker og mangfoldighed i en vestjysk flække. Omkranset af svineproduktion og minkfarme slår tre unge københavnere sig ned og forsøger at virkeliggøre et idealistisk projekt, som aldrig forklares helt til ende.

Af Josefine Harboe

Hedeselskabet henviser til den slidte landejendom som romanens fortæller, Tobias, flytter ind i med sin kæreste Viktoria og nære ven Tobias. En treenighed af stærke følelser, store drømme og seksuelle spændinger.

Viktoria underviser på forfatterskolen i Holstebro og giver på den måde et økonomisk råderum til at Tobias kan skrive og Andreas genoptage malerkunsten. Det er tydeligt at udflytningen har politisk karakter, men hvilken er endnu diffust.

Måske vil de tættere på naturen, måske vil de bryde deres kultiverede storbyboble, men spørgsmålet om hvad der holder dem i udkanten af samfundet, når deres indbyrdes relation smuldrer, sidder læseren undrende tilbage med. 

Der hvor romanen fungerer særligt godt, er i de alsidige beskrivelser af personerne. 

“Fire drillende ansigter kigger på os, da Mikael siger, at det fandme er sjovt, at nogen ved Viborg har sat et vejskilt op, der peger sydpå med ordene Syrien 4844 km. Ingen af os griner. Jeg kan se på Viktoria, at hun er vred”

Kultursammenstødet er hårdt og præget af mangel på forståelse fra begge parter. Det er nemmere at udstille det småracistiske og uoplyste, fordi det så tydeligt møder moralske udfordringer. Men denne fremstilling fungerer netop fordi perspektivet ikke er begrænset til wokeness og korrekthedspolitik. Der er også et vist snæversyn, over en ung københavner der nægter at forstå, dem der ikke ligner dem selv. Tellerup bevæger sig elegant fra de seksuelt flydende, nypolitiske og kreative unge, til de fåmælte vestjyder, hvor landbruget er dét som livet har at tilbyde.

Dette kultursammenstød beskrives præcist og rammende, uden at være karikeret, fordi den skarpe kontrast udstiller begge typers skrøbeligheder. Vestjyderne der klamrer sig til det hårde arbejde for at undgå at forholde sig til livets udfordringer, og de unge københavnere der knapt kan formulere deres formål med udflytningen, med det pulserende følelsesliv der hele tiden kommer i vejen. 

Der opstår en særlig ømhed i relationen til deres udlejer, Mads, og hans thailandske kone, Phueng. Vi kender typen. Vestjysk midaldrende mand hvor kærligheden ikke lykkedes, og han i stedet fik hentet et kone hjem fra Thailand. Men parret rummer en skrøbelighed, som vi indvies i fordi Tellerup ikke bruger dem som romanens sjove indslag eller samfundskritiske stemme. De optræder som mennesker, vi føler med og for. Phuengs mor dør i en ulykke i Thailand, og det sætter gang i en eksistentiel krise. Hun var rejst til Danmark for at økonomisk forsørge en mor, der nu ikke engang findes mere. Hvad er meningen nu med det ægteskab?

Disse afsnit er præget af en enorm hjemve og længsel.  Phueng mangler så desperat nogen at snakke med, og den fåmælte og dialekttunge Mads møder ikke dette behov. Man får næsten selv ondt i maven, ved beskrivelserne af de grå omgivelser og den kølige vestjyske kultur.

I Vestjylland er landmænd og svineavlere stadig underlagt naturen og følger sæsonerne, hvilket romanen stilistisk forsøger at gengive. Vi lander på Hedevej første gang i starten af året. Foråret er på vej, markerne spirer og stemningen er forventningsfuld i det lille kollektiv. Vi præsenteres allerede her for alt hvad der kan gå galt, kulturchok og kontroltab, men Tobias næres af sin forelskelse til omverdenen.

Både de skønne naturbeskrivelser og kærligheden til Viktoria og Andreas. Men så brister boblen. “Høsten bliver en ren tragedie” fastslår Tobias, og som sommeren går på hæld, lurer en mørk vinter forude. Naturen bliver hård og kold, pengene slipper op og det drømmende overskud vi mødte først i romanen er svundet ind til bitter kedsomhed og frustration. 

Romanens sidste del er anderledes end resten af bogen. Tobias sidder alene tilbage i huset på Hedevej efter et stort sammenstød med Viktoria og Andreas. Der er ikke mere varmt vand, indtægten har Viktoria taget med sig, og uden for banker en bidende vinter på. Tobias tager et lavtlønnet job som træskærer. Beskrivelserne af det brutale arbejde er ubehagelige, men har også politisk karakter på en anden måde end romanen har haft hidtil. Det udpensles hvilket samfund, vi er kommet til. Indtægterne er livsnødvendige, og når man ikke har en uddannelse, tvinges man i et timelønnet arbejde med overtid og arbejdsskader. Hvem passer på disse mennesker?

Tobias er heldig, og som læser har man tiltro til, at den unge mand nok skal klare sig. De hårde måneder fungerer måske endda som stof til næste kreative skriveudfoldelse. Den løftede finger peger mod dem, der ikke har et alternativ. Det faktum at der i Danmark findes mennesker, der slavebindes af deres arbejde, og hvor der ikke er et socialt netværk eller en fagforening af trække på. 

Malte Tellerup rammer hovedet på sømmet når karaktererne opstår og udpensles, og det er her, Hedeselskabet brillerer. Romanens projekt lykkes ikke som planlagt, men den lægger op til refleksion. Hvad er det egentlig vi fylder vores liv med og for hvis skyld?