The Whale bliver båret af Brendan Frasers skuespil og fremstiller et nuanceret billede af overvægtens kvælende kammer. Desværre stopfodrer den sine seere med, hvordan det skal føles at være et menneske i krise, og derfor er den hurtigt glemt. 

Af Josefine Harboe

The Whale udspiller sig i skrivelæreren Charlies lejlighed, i et dunkelt lys, der ikke lader sig påvirke af om solen skinner eller regnen siler – sidstnævnte er dog gældende det meste af tiden. Hans undervisningstimer foregår online, og hans webcam er slukket, så hans studerende ikke skal opdage, at han er livstruende overvægtig.

Overvægten er ikke simpel, og The Whale viser mange facetter af det tunge fængsel, Charlie befinder sig i. Det er ikke kun tab af kontrol, der er på spil. Tværtimod er mad et meget aktivt redskab til at fodre selvhadet, når Charlie sluger pizzaslices mens hans kinder glinser af olie og blikket bliver tomt. Det er sanseligt, og det er for meget. Man får lyst til at kigge væk, men det føles forrådende overfor en hovedperson, hvis familie har gjort netop det.  

Det går hurtigt op for seeren, hvorfor vi ikke bevæger os udenfor lejligheden. Pizzabuddet efterlader som vanligt to store pepperonipizzaer på balkonen udenfor og tager pengene i postkassen, og så zoomer kameraet ud og vi ser at lejligheden befinder sig på første sal for enden af en trappe. En trappe som Charlie på et ikke angivet tidspunkt har begivet sig op af og aldrig er kommet ned af igen. Et rammende billede på de fængslende rammer i Charlies liv. 

The Whale søger ekstremismen. Man fristes til at skyde skylden på amerikanernes behov for yderligheder, når Charlie ikke kan nøjes med at være for tyk, men nærmest latterliggøres i en krop han knapt kan bære, når han skal rejse sig fra sofaen. Selvom det tydeliggør, at Charlie har mistet sit livsgrundlag, er det på den anden side billigt købte point at skabe en stemning omkring en mand, der sygner hen i en dunkel lejlighed, han ikke kan slippe ud af. 

Brendan Fraser spiller indlevende og overvældende. Både når de fysiske brystsmerter nærmest stråler gennem skærmen, og det konfliktfyldte møde med datteren Ellie. Det er ikke kun den enorme krop, som er overbevisende, men portrætteringen af skam og skyld. 

Flere amerikanske medier kalder præstationen for Brendan Frasers livs rolle, og han høstede en Oscarstatuette for bedste mandlige hovedrolle i søndags. Der er da også lagt op til de helt store følelser, men man sidder tilbage med en følelse af at være blevet forklaret, hvor store følelser der er på spil. Scenerne udpensles for groft, og karaktererne fremstår flade.  

Som parallelt spor til filmens handlingsforløb, læses der højt af en boganmeldelse af Moby Dick. Ja, hvalfangeren minsandten, og det billede er for letkøbt til at det tilfører historien noget som helst. 

Det er det visuelle, sanselige der bliver hos seeren, når lysene tændes. De stille øjeblikke, hvor Charlie er efterladt med sit glubende selvhad med svedperler på panden og skjolder under armene. Dialogen er tenderende til pædagogisk, og The Whale forventer for lidt af publikums abstraktionsniveau, og derfor lægger man refleksionerne væk, inden man har forladt biografsalen.