Anden sæson af Operarejsen er løbet over skærmen på DR, og de tre charmerende værter fortsætter det dynamiske venskab, som både er oplysende og underholdning i særklasse. 

Af Josefine Harboe

Vi leger stadig, at Operarejsen er én lang inspirationstur, som skal lede Allan Gravgaard Madsen på sporet af sit næste store mesterværk. Med sig har han sine kumpaner Frederik Cilius og Rasmus Bruun. Man kan mærke at de har lavet sketchens sammen et utal af gange for det hele er overbevisende og naturligt.

De har sløjfet autocamperen fra første sæson og står nu ved, at de bruger en stor bunke licenskroner på at flyve rundt om i Europa og producere tv. Og gudskelov for det. 

Det fantastiske ved Operarejsen er den naturlige dynamik mellem værterne. Jovist har de arbejdet sammen i mange år, men det er alligevel tydeligt at den første rejse har bragt dem tættere sammen.

De tre værter skal på køretur i hundeslæde i et rigeligt snedækket Finland. Hundeføreren forklarer, at en af dem bliver nødt til at køre med på hans slæde, hvilket både Frederik og Rasmus svarer med at pege på Allan: det skal han. Vi kender værterne efterhånden, og derfor er det svært ikke at trække på smilebåndene over scenen, hvor man selv havde forudset, at den meget neurotiske Allan selvfølgelig ikke skal styre en hundeslæde uden professionel hjælp. 

De tre er den perfekte symbiose af neurotik og snusfornuft, snobberi og folkelighed. 

Oplysningselementet kommer man ikke udenom, men operaelementerne forklares, så serien ikke taber selv de mindst kyndige seere. De kommer selv fra meget forskellige musikalske baggrunde. Frederik er konservatorieuddannet og et omvandrende leksikon af informationer og anekdoter. Allan er komponist, udøver af musikken, men det er mere personligt for ham, og han deler mindre ud af, hvad der optager ham. 

Rasmus er nybegynder, men ikke på en påtaget ’Nu tager jeg seeren i hånden og stiller de dumme spørgsmål for jer ’-agtig måde. De tre diskuterer operaoplevelserne på lige fod med hinanden – og med seeren. Det er ikke fordummende eller forklarende. Det er passioneret, og det smitter. 

Det er strålende Tv-billeder, når Allan trækker Frederik på et æsel efter sig med Siciliens bakkede landskab i baggrunden. Jeg tør ikke tænke på, hvad det har kostet. Ikke kun i flybilletter og operakoncerter, men skaldyrsfade, belgisk chokolade, og champagne i hyppige og generøse mængder. Men åh hvor det fungerer.

DR har ligeledes haft høje seertal af programmet ’Feldthaus og Bagger taber masken’, hvor Lærke Bagger og Christine Feldthaus rejser Norden tynd i jagten på det vildeste strik med pindene solidt plantet i traditionerne. 

Selvom Nak og Æd eller Anne og Anders stadig har en vis underholdningsværdi, bliver man taknemmelig for, at DR har valgt at udvide deres repertoire af underholdningsprogrammer, hvor den primære drivkraft er værter med god kemi.

Operarejsen er en smuk symfoni af gode grin og oplysning, man rent faktisk er investeret i. Det er formentlig ikke rocket science for operakyndige, men det er underholdende uden at være fladpandet, og værterne er godt på vej til at blive en meget folkekær trio.