Hver uge dykker 13 pensionerede og passionerede mennesker ned i gamle tekster skrevet med gotisk håndskrift. Skrivestilen blev udfaset for snart 200 år siden, men historierne, der gemmer sig bag de snørklede bogstaver, får nyt liv i et kursuslokale på fjerde sal.

Af Josefine Harboe

”Kære Conrad” begynder et mere en to århundreder gammelt brev fra en hustru til sin savnede ægtemand. Jesper Nødholm sidder med teksten for første gang og læser højt med en hakkende rytme. Den gotiske håndskrift, skrevet med dansende blæk og i følelsers vold, er flere steder svær at tyde. Han rømmer sig, men inden stemmen falder på plads, bliver han afbrudt. 

”Jesper, jeg tror ikke, at du skriver kærestebreve ret tit,” siger Svend-Erik. Klassen griner, og selv en stilfærdig mand med et tykt moustache klukker med, så skæggene dirrer. 

Teksten er fra et privatarkiv og anledningen er den ugentlige undervisningstime i Gotisk skriftlæsning for meget øvede. I et FOF-lokale i Søndergade i Aarhus, mellem en kebabbiks og en højloftet butik med kaffekapsler, hjælper Svend-Erik Christiansen 13 pensionerede mænd og kvinder med at terpe gotiske bogstaver. 

Den unge slægtsforsker

Svend-Eriks interesse i gotisk skriftlæsning blev vakt, da han som syttenårig startede på et undervisningshold i slægtsforskning med en håndfuld ældre mennesker. Her fik de udleveret kirkebøger og gamle attester, de kunne bladre igennem. 

”Da jeg åbnede bogen, tænkte jeg, det var da lige godt ærgerligt, at jeg har fået en, der ikke kunne læses. Jeg gik i gymnasiet og synes ellers, jeg var en lærd person,” fortæller han med et indforstået grin. 

Han tog mod til sig og spurgte sidemanden, om han kunne tyde de krøllede kragetæer. Og det kunne han, for der var ikke tale om sjusk, men om gotisk skriftsprog. Et svundet skriftsprog, som Svend-Erik satte sig for at lære og har undervist i siden 1986.  

En uvorn skoleklasse

På bordet i det aflange klasselokale ligger et stofetui i solsikkeblomstret mønster. Jesper har netop trukket et hvidt forstørrelsesglas op herfra, som han nu tager i hånden og metodisk undersøger teksten foran ham med. Teksten er en efterlysning på en arrestant med spids næse, bare fødder og rød hue fra Ribe Amt fra 1820.

Man kunne godt forveksle undervisningsholdet med en skoleklasse. Der bliver grint undervejs, de afbryder hinanden og giver rettelser og drillerier, hvis sidemanden ikke har forstået stoffet korrekt. 

Jesper diskuterer med sidemanden, hvor længe han har dyrket den gotiske skriftlæsning. Han mener det er knap 20 år.  

”Det kan ikke passe,” afbryder hun. ”Jeg startede i 05, og jeg havde været med halvandet år, da du startede.”

Fremmedsprog på dansk

”Hvis man skyndte sig for meget, ville blækket klatte til alle sider, derfor er teksterne mere sirlige, når de er skrevet med fjerpen,” forklarer Jesper Nødholm.

Det blev straks værre, da stålpenne blev hvermandseje og erstattede fjerens duglette aftryk i midten af 1800-tallet. Det nye redskab optimerede tiden, og håndskriften bar præg af dette. Det gik hurtigere, og bogstaverne blev særegne efter den person, som havde skrevet dem. Nogle hælder mere til venstre, prikken over i’et flyder ud og ligner til forveksling apostroffen over det gotiske c. 

Jesper følger linjerne på papiret med lille- og pegefinger, så han ikke taber trådet i labyrinten af fremmede bogstaver. Papiret foran ham er prydet af små skrifttegn med buer og spidser, prikker og små vink. Ø ligner til forveksling en violin med buttet krop og slank hals, og selvom f er til at kende, gør det kursiverede udtryk, at man får lyst til at udtale det ved hjælp af store gestikulationer med hænderne. 

De gotiske bogstaver skal tydes og ikke oversættes. Der er tale om en skrifttype og ikke, som man måske skulle tro, et sprog. Det er danske tekster, skrevet indtil det moderne skriftsprog antikva overtog omkring 1860. 

Patchworking

Langs den ene væg i lokalet hænger et stort quiltet tæppe. De blomstrede stoffer er stykket sammen til klokker arrangeret i et system af lige rækker på tværs og på langs, og indeni hver klokke er navne broderede. Tove, Bente, Anni. I skriftlæsningen foregår en lignende type patchworkarbejde, hvor mere eller mindre meningsfulde sætninger stykkes sammen ord for ord.

Oplæsningen er nået til den ældre herre med overskæg, som skal læse fra en beretning om Styrmand Becks død og levnedsløb fra 1800. Han støder på ordet indigestion, som han udtaler med gammeldansk staccato og en smule usikkerhed i stemmen. 

Her bryder underviser Svend-Erik ind, som mener, at det må have en forbindelse til de kiks, han af og til køber. Digestive. Det er vist noget med fordøjelsen, og forklaringen godtages med små nik i klasselokalet. 

Besværet værd

Svend-Erik samler på gamle eder og bandeord, som han ofte finder i politirapporter. Grønsnottet hvalp og torsk er blandt favoritterne. Han har en forkærlighed for de små kuriøse historier, der dukker op i de gamle tekster. 

”Jeg kan huske en, hvor politiet var rykket ud til et ægtepar, der var kommet op at slås om, hvorvidt det var den 12.- eller 13. søndag efter Trinitatis,” fortæller han. 

Slægtsforskningen er den helt store drivkraft for den gotiske læsning, men det er ikke uden indsats. Deltagerne på kurset har brugt årevis på at læse gamle familiedokumenter, og alligevel er der huller. Derfor høster det endnu et grin fra lokalet, da Svend-Erik beskriver en scene fra et nybegynderhold. 

”Efter første lektion, kommer en kvinde op og spørger ’Hvad skriver jeg, for at få printet min slægt ud?’. Det er altså ikke sådan, det fungerer.”

Men det er besværet værd, og interessen kommer helt af sig selv. 

”Man bliver helt opslugt, fordi det er så spændende,” siger Jesper, og Svend-Erik stemmer i. ”Vi er en slags detektiver i eget liv.”